Jeg føler ikke at jeg at kan holde til det mere. Det hele føles bare som et stort mysterium i mit hoved, nogle dage føler jeg at jeg virkelig høre til. Og at intet nogensinde kan ødelægge den dejlige følelse af tryghed og varme. Men andre dage, er det bare som om at jeg er blevet slået ned. Hovedet kan ikke tænke på andet end ''hvorfor er jeg sådan en joke?'' De dage ødelægger det hele, de dage ødelægger andres dag, og mest af alt. Ødelægger de ens forhold til andre mennesker.. Jeg ved ikke om det bare hele den der teenage periode. Eller om det er mig der er en voldstor idiot? Se, hvis gud findes. Ville han ha' grebet ind? Nej. Jeg er ikke det værd. Nogle gange tror jeg ikke engang nok på migselv til at komme op af sengen. For at se de andres glædesfulde blikke, som man forvandler til sorg lige med det samme når man ser ind i dem..
Sommerens dage, den milde tordenduft blandet med blade og blomster. Skovturende, kærligheden, venskabet. Blev forvandlet til.. Gå ture alene fordi at man ikke kunne holde til at ødelægge folks dage mere, hadet. Og tanken om at man skal sige farvel til venskaberne man har fået de sidste 2 år.. De sommerdage.. Ingen bekymringer, kun glæde og latter. Ville jeg give alt for at få tilbage igen.