torsdag den 6. september 2012
onsdag den 5. september 2012
Kærlighedens spil.
At spille kærlighedens spil, er ikke altid lige så let som det ser ud. Man for aldrig det perfekte forhold som man ser på film, hvor det er kærlighed ved første blik og derfra går det bare som smurt! Det er et hårdt spil, der kan gå begge veje!
Det ene øjeblik står du og holder om ham du elsker imens du kigger ham dybt i øjnene og tænker; ''det skal være mig og ham forevigt og altid'' Og det næste øjeblik, står du alene i kulden med tårer løbene ned af dine kinder og kun med mindet om ham og dig sammen. Og nu står jeg i det øjeblik, hvor jeg ikke har dig ved min side, ikke har dig til at holde mit humør oppe og altid få mig til at smile. Nej, nu står jeg alene i kulden og tænker tilbage på alle de ting vi havde sammen. Nu er jeg personen der ikke tør elske en dreng igen, den person der ikke tror på kærligheden mere. Hende der ikke tør udsætte sig for endnu et forhold. Vennerne siger at han ikke var det værd, og at han ikke fortjente mig. Men det eneste jeg tænker, er at det skulle have været ham og mig forevigt og altid. Det er nu næsten 2 år siden vi gik hver til sit, og jeg elsker dig stadig lige så højt som den dag vi sagde farvel.
Nogle nætter græder jeg mig selv i søvn, ved tanken om at jeg aldrig kommer til at have dig ved min side igen, ikke som ven og ikke som kæreste. Ikke som ham der tog sig af mig, og ikke som ham der holdte mig tæt ind til sig når jeg var ked af det. Hvem skal nu passe på mig? Tårene triller igen.
Hvis det virkelig kan passe at det skal foregå på den her måde hver eneste gang kærligheden slår til, vil jeg hellere leve alene og ensom.
Det ene øjeblik står du og holder om ham du elsker imens du kigger ham dybt i øjnene og tænker; ''det skal være mig og ham forevigt og altid'' Og det næste øjeblik, står du alene i kulden med tårer løbene ned af dine kinder og kun med mindet om ham og dig sammen. Og nu står jeg i det øjeblik, hvor jeg ikke har dig ved min side, ikke har dig til at holde mit humør oppe og altid få mig til at smile. Nej, nu står jeg alene i kulden og tænker tilbage på alle de ting vi havde sammen. Nu er jeg personen der ikke tør elske en dreng igen, den person der ikke tror på kærligheden mere. Hende der ikke tør udsætte sig for endnu et forhold. Vennerne siger at han ikke var det værd, og at han ikke fortjente mig. Men det eneste jeg tænker, er at det skulle have været ham og mig forevigt og altid. Det er nu næsten 2 år siden vi gik hver til sit, og jeg elsker dig stadig lige så højt som den dag vi sagde farvel.
Nogle nætter græder jeg mig selv i søvn, ved tanken om at jeg aldrig kommer til at have dig ved min side igen, ikke som ven og ikke som kæreste. Ikke som ham der tog sig af mig, og ikke som ham der holdte mig tæt ind til sig når jeg var ked af det. Hvem skal nu passe på mig? Tårene triller igen.
Hvis det virkelig kan passe at det skal foregå på den her måde hver eneste gang kærligheden slår til, vil jeg hellere leve alene og ensom.
Abonner på:
Opslag (Atom)
