I allways knew this day will come, we'd be standing one by one. With our future in our hands, so many dreams so many plans. I allways knew after all these years, there be laughter there be tears. But never thought i walk away, with so much joy, but so much pain. It's so hard to say goodbye. But yesterdays gone, we gotta keep moving on. Im so thankful for the moments, so glad i got to know you. The times that we had, i'll keep like a' photograph. And hold you in my heart forever, i'll always remember you. Another chapter in the book, can go back but you can look. And there we are on every page, memories i'll always save. Up ahead on the open doors, who knows what were heading towards. I wish you love, i wish you luck. For you the would just opens up, but it's so hard to say goodbye. But yesterdays gone, we gotta keep moving on, im so thankful for the moments, so glad i got to know you. The times that we had, i'll keep like a' photograph. And hold you in my heart forever, i allways remember you. All the days that we had all the good all the bad, I'll keep them here inside. All the times that we'd shared every place everywhere, you touched my life. Yeah one day we'll look back, we'll smile and we'll laugh. But right now, we just cry. Cuz it's so hard to say goodbye. Yesterdays gone, we gotta keep moving on. Im so thankful for the moments, so glad i got to know you. The times that we had, i keep like a' photograph. And hold you in my heart forever, i'll always remember you..

Kulden i mit hjerte.

Vinteren er kommet, sneen er faldet. Og jeg står alene tilbage. Folk går forbi mig, som om jeg er usyndelig. De kan ikke se hvad jeg føler indeni, de forstår ikke hvad der er galt. Hvad der gemmer sig bag det falske smil. Det er koldt. Jeg fryser, jeg har ikke den skønne dreng. Der varmer min hånd, mit hjerte. Jeg har ikke en der kan li mig for den jeg er. Eller for den jeg plejede at være. Det hele har ændret sig nu. Jeg ved ikke hvad jeg føler. Der var et tidspunkt hvor vi to havde noget specielt. Noget godt, Men jeg blev ved med at tænke tilbage på den éne person som ødelagde hele mit liv på et split sekund. Den person som jeg troede var min eneste ene, den person som jeg elskede højere end højest. Og den person der droppede mig for en anden. Jeg var så optaget af den person, at jeg ikke lagde mærke til hvad du følte for mig, hvad du prøvede at gennemføre med mig. Jeg var blind og dum. Det ved jeg nu, jeg savner dig. Den måde du varmede min hånd når vi så film, den måde vi dansede på til elevfest. Og den måde du så på mig mens du smilte. Nu er du kold overfor mig, og jeg er igen alene i det kolde vejr. Jeg står tilbage og venter på at du vender dig om, og ser på mig imens du smiler på den chamerende måde. Jeg savner dig, savner os to. Og den varme følelse i mit hjerte.
Kulden har indtaget mit sind og mit hjerte nu. Jeg kan ikke mærke smerten mere, jeg kan ikke hører tankerne om dig og mig. Jeg ligger bare i sneen og smiler med en lille tåre løbene ned af min kind, og venter på at du kommer og tager mig væk.

Jeg må virkelig lade være med at blande mig.. Seriøst, jeg er så tæt på at miste mit venskab til min ''bror''.. Wtf. Jeg må bare lære at lade være med at sige noget uden at tænke.. De 3 måneder på efterskolen har gået sådan lidt op og ned.. Jeg havde noget sammen med en skøn dreng der blev kaldt Kbh. Men han krævede for meget af mig.. Jeg følte mig presset og mast på samme tid.. Jeg kan ikke tåle at folk skal bestemme over mig..

Det er derfor jeg ikke kan have et forhold med nogen.. Jeg ødelægger dem fuldstændig indeni.. Jeg er bare dømt til at leve

som en alene kattedame med sine 180 katte.. Tror bare jeg lægger mig til at sove. Godnat.

En hel sommer.. Hvad sker der?.. En hel skide sommer hvor tanken slet ikke har ramt mig før nu s; Lige før skrev jeg med freja oleson.. Om noget, som virkelig fik mig til at tænke.. ''Måske kommer jeg aldrig til at se dem igen''. Folk tager på efterskole, de lover hinanden at de vil holde kontakten ligemeget hvad. De lover at det hele vil være som før .. Men hvad nu hvis man aldrig ser hinanden igen?.. Folk forandre sig, måske er ens venner blevet for modne til at være venner med en.. Eller måske har man vokset rigtig meget? Folk ændre sig på alle måder. Men det er ikke alle måder der kan holde på et venskab.. Det der skræmmer mig mest, er tanken om at miste de ubeskrivelige venner man har fået med årende /; Dem som har hjulpet mig igennem alle de svære ting som jeg ikke troede jeg selv kunne klare... De venner som jeg har? Er dem som tror på en når man ikke selv gør det, dem der elsker en ligemeget hvad man gør... Om så man er venner eller ej. De venner jeg har.. Er virkelig svære at finde. De er de mest fantastiske mennesker som virkelig står højtpå min ''elsket'' liste i: <'33 Hvis jeg mister dem? Ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af migselv.. s;' Hvis jeg tager på efterskole. &' det sker for mig.. Så' vær sød at slå mig (;

Jeg føler ikke at jeg at kan holde til det mere. Det hele føles bare som et stort mysterium i mit hoved, nogle dage føler jeg at jeg virkelig høre til. Og at intet nogensinde kan ødelægge den dejlige følelse af tryghed og varme. Men andre dage, er det bare som om at jeg er blevet slået ned. Hovedet kan ikke tænke på andet end ''hvorfor er jeg sådan en joke?'' De dage ødelægger det hele, de dage ødelægger andres dag, og mest af alt. Ødelægger de ens forhold til andre mennesker.. Jeg ved ikke om det bare hele den der teenage periode. Eller om det er mig der er en voldstor idiot? Se, hvis gud findes. Ville han ha' grebet ind? Nej. Jeg er ikke det værd. Nogle gange tror jeg ikke engang nok på migselv til at komme op af sengen. For at se de andres glædesfulde blikke, som man forvandler til sorg lige med det samme når man ser ind i dem..
Sommerens dage, den milde tordenduft blandet med blade og blomster. Skovturende, kærligheden, venskabet. Blev forvandlet til.. Gå ture alene fordi at man ikke kunne holde til at ødelægge folks dage mere, hadet. Og tanken om at man skal sige farvel til venskaberne man har fået de sidste 2 år.. De sommerdage.. Ingen bekymringer, kun glæde og latter. Ville jeg give alt for at få tilbage igen.

Jeg har forbundet mig fuldstændig til dig. Jeg gav dig alt.. Gav migselv til dig, så hvis du smider det væk nu? Skal jeg så græde eller vende dig ryggen? Er du mine tårer værd? Eller har du aldrig sat pris på mine ord?

Hvordan kan du gøre det?

Jeg hader tirsdage. Eller det gør jeg ihvertfald nu, hun tager ham fra mig. Han er min! Menneskets bedsteven. Han er ihvertfald min bedsteven, jeg ved godt at han ikke har det godt. Men kan han ikke bare blive her lidt længere? Bare lidt? Jeg kan ikke give slip på ham. Tårende presser på! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg skal væk herfra. Nu! Jeg vil ikke se hans brune betudede øjne, der kigger på mig. Som om at han ved hvad der skal ske på tirsdag. Jeg har haft ham siden han var hvalp. Jeg vil ikke lade det ske. Det må ikke ske! Han må ikke forlade mig. Det var ham jeg puttede mig ind til da jeg var mindre. Jeg kan ikke sige farvel.

Vreden genopstår..

Hvorfor skal du være så skide led?
Jeg hader dig, du skal ikke engang tænke på at komme til festen.
Jeg gider ikke se på dig,
de stikkende øjne.
Jeg har fundet mig i så meget fra dig.
Jeg hader dig, jeg hader den måde du skælder mig ud på. Jeg hader at du er min far!
Jeg vil ikke mere
Jeg vil ikke kendes ved dig
Du siger at jeg aldrig laver en skid
Men jeg laver meget mere end dig
tror du ikke at mor hader dig?
Sikkert ikke, men hun er trist all the time.
Det er din skyld det hele.
Fra nu af gider jeg slet ikke snakke til dig.
Du har skubbet mig så langt væk at jeg ikke kan komme tilbage igen,
nogle tårer tører aldrig, det gør mine ihvertfald ikke...
Jeg plejede at være fars lille pige.
Du skal ikke se sådan på mig mere. Det er forsent.

.Jeg stolede på ham! /;

Tankerne, de er der bare. De kører rundt og rundt, & for mit hjerte til at bløde af sorg.
Undskyld at jeg ikke så det komme, at jeg bare løb min vej uden at se tilbage. Han kaldte på mig, søgte mit navn. Han var mit livs kærlighed, han stolede fuldt ud på mig, tog mig med ind og varmede mit hjerte. Vi havde den bedste tid ikk? I næsten et halvt år. I næsten et halvt år troede jeg på hvad han sagde! Jeg stolede på hvad han gjorde. Han sagde at han elskede mig, men gik bagefter direkte over til en anden. Hvem fanden er han? Fuck ham. Jeg vil aldrig se ham mere.

.Bedsteven.'

Han er min bedsteven. Han skal på en anden skole nu. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, det gør så ondt indeni. Hvad hvis vi ikke kan holde kontakten? Hvis han for andre venner som er tusinde gange bedre end mig? Hvad hvis han dropper mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden ham. Han betyder ubeskrivelig meget for mig.
Jeg håber selvfølgelig det bedste for ham, men alligevel. Hvad med mig? Er jeg bare den lille dukke, som folk vokser fra og smider i skraldespanden?