Kulden i mit hjerte.

Vinteren er kommet, sneen er faldet. Og jeg står alene tilbage. Folk går forbi mig, som om jeg er usyndelig. De kan ikke se hvad jeg føler indeni, de forstår ikke hvad der er galt. Hvad der gemmer sig bag det falske smil. Det er koldt. Jeg fryser, jeg har ikke den skønne dreng. Der varmer min hånd, mit hjerte. Jeg har ikke en der kan li mig for den jeg er. Eller for den jeg plejede at være. Det hele har ændret sig nu. Jeg ved ikke hvad jeg føler. Der var et tidspunkt hvor vi to havde noget specielt. Noget godt, Men jeg blev ved med at tænke tilbage på den éne person som ødelagde hele mit liv på et split sekund. Den person som jeg troede var min eneste ene, den person som jeg elskede højere end højest. Og den person der droppede mig for en anden. Jeg var så optaget af den person, at jeg ikke lagde mærke til hvad du følte for mig, hvad du prøvede at gennemføre med mig. Jeg var blind og dum. Det ved jeg nu, jeg savner dig. Den måde du varmede min hånd når vi så film, den måde vi dansede på til elevfest. Og den måde du så på mig mens du smilte. Nu er du kold overfor mig, og jeg er igen alene i det kolde vejr. Jeg står tilbage og venter på at du vender dig om, og ser på mig imens du smiler på den chamerende måde. Jeg savner dig, savner os to. Og den varme følelse i mit hjerte.
Kulden har indtaget mit sind og mit hjerte nu. Jeg kan ikke mærke smerten mere, jeg kan ikke hører tankerne om dig og mig. Jeg ligger bare i sneen og smiler med en lille tåre løbene ned af min kind, og venter på at du kommer og tager mig væk.